
Psykomotorisk terapi er en helhedsorienteret terapiform, hvor vi arbejder med sammenhængen mellem krop, nervesystem, tanker, følelser, adfærd og de livsomstændigheder, du befinder dig i.
Kroppen påvirkes af vores erfaringer og belastninger. Stress, belastninger, traumer og mange års tilpasning kan sætte sig som spændinger, uro eller en følelse af at være afkoblet fra sig selv.
Gennem samtale får du en større forståelse for kroppens signaler og reaktioner - og hvordan de hænger sammen med det, du oplever i dit liv.
Gennem afspænding, vejrtrækningsøvelser og blid bevægelse, inviteres du til at skabe mere kontakt til kroppen. Den kropslige del af sessionen foregår på en briks, hvor du modtager blide tryk, strøg og stræk som kan understøtte afspænding, regulering af nervesystemet og en øget kropslig ro.
Psykomotorisk terapi kan være relevant for dig, der:
Oplever uro, stress eller spændinger i kroppen.
Føler dig afkoblet fra kroppen eller har svært ved at mærke egne behov.
Har været i længerevarende belastning og har brug for at finde mere ro og balance.
Oplever at tanker og følelser fylder meget i hverdagen.
Ønsker en bedre forståelse af sammenhængen mellem krop og sind.
Terapien er blid og nænsom. Jeg arbejder altid i et langsomt tempo, hvor der er plads til dig og din krops signaler. Målet er ikke at presse forandring frem, men at skabe tryghed, kontakt og mulighed for nye erfaringer.
Du kan læse mere om, hvordan psykomotorisk terapi kan støtte forskellige problemstillinger her på siden.