Mange gange, både som privatperson og fagperson, er jeg stødt på fraser som "jeg arbejder helhedsorienteret" eller "jeg ser hele mennesket". Og næsten lige så mange gange har jeg oplevet, at det, vedkommende tror, de gør, slet ikke er det, de faktisk gør. For hvad vil det egentlig sige at se hele mennesket og arbejde helhedsorienteret?
For mig stikker det enormt dybt – helt ned i de neurologiske lag. Som fodspor i mudder eller sand indebærer en helhedsorienteret tilgang at afkode de aftryk, der er blevet sat i nervesystemet. At forstå, at aftrykkene er små beskeder om det, et menneske engang har måttet gøre, tænke eller blive til for at overleve.
Ethvert menneske, jeg møder, er for mig en overlever. Og deres kropslige responser fortæller mig, hvilke ressourcer de har trukket på for at nå så langt, som de er i dag.
Den fuldstændig slappe og energiforladte overarmsmuskel kan fortælle historien om, hvordan det at række ud efter hjælp er blevet formålsløst, og derfor er troen på, at hjælp bliver givet, når der bedes om den, forsvundet. Opgivelsen eller resignationen kan være en fantastisk overlevelses- og beskyttelsesstrategi for den, som afvises. Men som voksen kan denne beskyttelsesstrategi fastholde én i isolation og tilbagetrækning.
Det lille og næsten ubevægelige åndedræt kan fortælle om frys-responsen, hvor man har gjort sig så lille som muligt og anstrengt sig for ikke at fylde eller optage plads. Endnu en stærk overlevelses- og beskyttelsesstrategi. Men hvis man ønsker at opnå succes, stræbe efter poster eller noget andet, kan denne strategi føles som en tung stopklods om benet.
Kroppen, og nærmere betegnet nervesystemet, rummer hukommelsen om det, som bevidstheden har glemt. Næsten automatisk handles der ud fra denne hukommelse langt ind i voksendommen, indtil der opstår bevidsthed om disse tillærte strategier. Deres eksistens bliver anerkendt. De elskes for det, de har bidraget med: overlevelse. Og der læres nye, mere bevidste strategier.
I kærlig bevidsthed,
Luise
Kommentarer